Pølse Bjørnen

I weekenden blev køkkenet okkuperet af min skønne Bjørn og hans pølsemagerværksted.
Sidste år begyndte Lasse at lave spegepølser, og de er bare gode!! Han fik en pølsestopper i julegave og så gik det bare der ud af... 
I denne weekend blev det sidste af vores egne uldgrises kød brugt. 
Der blev lavet 3 slags pølser: cognac og valnødder, krondyr og rødvin og almindelig hjemmelavet. De fleste opskrifter finder han vist på nettet. Han har også et par bøger med opskrifter, bl.a. fra Meyer. Det var dog ikke den, der blev brugt i dag.



I dag hænger de i stuen ved siden af masseovnen og tørre første gang, før de skal ud i svaleskabet og have det lidt køligere. Og så skal de røges.



Og så er de ellers klar til julefrokoster, lækre madpakker og juleferie. Og følelsen af at lave noget selv fornægter sig ikke. Det føles spændende og autentisk. Det føles umanerlig godt. Som om vi med hvert nyt håndværk og teknik eller håndelag kommer tættere på os selv og hinanden, fordi vi deler læringsprocessen og resultatet. Og fordi vi snakker om processen, lærer af fejlene og videreudvikler. Sammen. Det føles som om vi nemmere ville kunne overleve uden alt det mærkelige udenomsdims, vi omgiver os med hver dag. Som om vi kunne leve efter "Den Store Krig" eller katastrofen alle film viser dig. For vi kan jo lave ild, og bygge huse og sy tøj og lave pølser... altså!

Den følelse kan jeg godt lide. Og jeg elsker at se min elskede Bjørn blive dygtige til noget han virkelig går op i... Som denne søndag i køkkenet.

Kommentarer

Populære opslag