Hestespark
Nogen gange får man et spark bag i. Heldigvis, kan man sige. Sparket er ikke altid velkomment. Oftest gør det ret ondt, mens man får det. Og man har slet ikke lyst til det spark. Man vrider sig. Man prøver at undgå det. Men sparket, det bliver man.
Og det sker altså ind i mellem - nogen gange ofte, nogen gange med pause.
Det er lidt tid siden jeg er blevet sparket. Og jeg har hvilet skønt i min comfort zone, selv om der har været både bølger og dale i livet alligevel. Men sådan et ordentlig los i røven - det er nogen år siden sidst. Sidst skæbnen, livet og universet sparkede mig ud af kurs, var i 2012. Der blev jeg pludselig skilt. Pludselig fordi jeg troede, at alt var godt. Det var det nok ikke, men for mig var det. Og så pludselig så verden anderledes ud. Og man måtte gentænke valg og prioriteringer. For intet så ud som i går.
Denne gang er jeg igen væltet rundt. Sparket af livet naturlighed og uforudsigelige kræfter. Selve hændelsen - sparket - er egentlig ikke speciel. Men det kan man jo ikke se udefra. For lægevidenskaben og de fleste andre er det måske nok en tragisk begivenhed, men dog nogen man ved kan ske. Men for mig... for mig har det gjort alting anderledes... For mig er det skelsættende og alting er nu anderledes... For mig er der før og efter. Og jeg kan ikke gå tilbage.
For 18 dage siden.
Og det er også springbrættet til denne blog og mange af de ting, som skal skrives om her.
For 18 dage siden troede jeg stadig, at jeg var gravid. For 18 dage siden begyndte jeg at abortere. Selv om jeg ikke vidste, at det var det, jeg gjorde. Jeg vil skrive mere om selv det at aborterer senere.
Men for at forstå hvorfor det at aborterer i 11. uge skulle vende mit liv, for at forstå hvorfor noget, der hænder hver dag og som sker for 20% af alle graviditeter skulle blive skelsættende for mig... der må man have mere med. Det kræver mere historie...
Og den skal I da have!
Før jeg fik Rasmus, som er min ældste, i 1998, fik jeg flere provokerede arborter. Det var ikke nemt. Det var ikke den lette løsning. Men for mig var det rigtigt. Jeg ville ikke have kunnet bærer at skulle have kontakt med i hvert fald den ene af dem, der gjorde mig gravid i 18 år - måske mere. Og jeg var så ung. Første gang skulle jeg have født i april inden min studentereksamen. Og jeg ville så gerne have den eksamen - fordi den var lige som adgangsbilletten til hele voksenlivet, følte jeg.
Hvad jeg ikke gjorde, var at bearbejde! Efter indgrebene løb jeg ud i livet i overhalings banen og skyndte mig videre uden at se tilbage.
Da jeg mødte min første mand, kunne jeg nærmest ikke vente. Kroppen havde været gravid og jeg var så bange for at have mistet min eneste chance for at få børn. Så jeg kastede mig igen ud i det. Om han var klar 22 år gammel? Nej, jeg tror helst, han ville have ventet. Men jeg var nok ikke let at stoppe... Og Rasmus var for mig et ønskebarn. Den ældste i hvad, jeg håbede, ville blive en stor flok. Desværre måtte jeg kort før Rasmus blev to sande, at jeg ikke magtede at leve sammen med hans far. Selv midt i skilsmisse, drømte jeg dog om en søskende til Rasmus. Men skilt blev jeg. 22 år og enlig mor. Mine drømme sank i grus. Jeg drømte om stor familie og "levede lykkelig til deres dages ende". Nu var min virklighed enlig med et barn, mægling i statsamtet og diskussioner om penge og feriedeling med min eksmand.
Men jeg mødte en mand. En smuk mand. Som jeg blev styrtende forelsket i. Han var ikke som nogen, jeg havde kendt før. Rastløs, impulsiv, rejselysten. Jeg var smaskforelsket. Og han gad godt at være sammen med Rasmus. Og det var så langt, jeg tænkte først! For jeg havde aldrig troet, at nogen mand igen gad at holde af mig. Alene. Med et barn. Og et forlist ægteskab i baggagen. Men det gad han. Vi begav os ud i et skønt eventyr af et parforhold. men ikke langt inde i det, begyndte jeg at snakke børn. Han slog det hen. Vi var unge. Skulle vi ikke lige kende hinanden? Skulle vi ikke lige rejse... Og tiden gik. Og vi lærte hinanden at kende og rejste. Og alle omkring os fik børn og Rasmus var enebarn. Og jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke fik børn samtidig med mine veninder, der jo samledes om dem.
Vi blev gift... og så spurgte han. Endelig! efter næsten 10 år! Om vi skulle prøve at få et barn. Jeg var over 30. Og der var intet jeg hellere ville!!
Jeg blev ret hurtig gravid. Vi solgte lejlighed, købte hus. Lige som man skal, når man venter barn!! Og jeg var så mega lykkelig. Der var stadig veninder, der fik eller havde små børn. Og jeg fik lov at få flere.
Vi havde altid sagt, at vi ikke syntes enebørn, var en god ide. To- helt tæt var vores plan. Og vi fik Karl. Skøn, stor, rask. Jeg var så lykkelig. Jeg gik med barnevogn og i mødregruppe og til babygymnastik. Jeg elskede at være i min babybobbel. Og da han var et år, begyndte jeg langsomt at snakke med min mand om en til. Men han havde forandret sig. Han var ikke lykkelig. Han følte sig fanget i hus og bil og baby. Han var ked og havde vel en efterfødselsreaktion. Vi var milevidt fra hinanden. Og vores samliv virkede overhovedet ikke.
Lige omkring Karls 2 års fødselsdag kom min mand hjem fra Studierejse. Han trådte ind af døren med et smil. Så lignede han sekundet efter en, der havde fået en stegpande i hovedet. Hverdagen ramte ham så hårdt, at jeg kunne se det. Han ville skilles. Jeg ville familie - og det virkede bare ikke for ham. Vi stod for langt fra hinanden. Jeg kæmpede! Jeg råbte og kæmpede det bedste, jeg havde lært. Jeg ville så gerne have, at han blev. Og jeg ville så gerne have et barn mere med ham. Jeg vidste jo, at tiden gik. Jeg elskede ham. Men det handlede også om børn. Det endte med at vi blev skilt. Og satte huset til salg.
Jeg fik en lang periode, hvor jeg var modbydelig misundelig. På de andre. På dem, som ikke blev skilt. På dem, som fik lov at få børn. På dem, som fik flere tæt på hinanden. På dem, som selv havde indflydelse på valget. Og i perioder åd det mig op.
Jeg var alene! jeg vidste, at tiden var imod mig. Jeg var 34 og vidste, at jeg ikke kunne være heldig atter at finde en mand, som var med på børn. De fleste havde jo faktisk fået. Da jeg mødte en mand, var det faktisk noget af det første vi snakke om. Han var skøn! En drømmer, en drømmesmed. Han var åben for at finde ud af, hvordan vi skulle lave vores liv uden at holde for meget fast i hans tidligere "plejer". Han var ikke afvisende. Han havde dog tre i forvejen. Så vi startede ligesom tællingen på 5... Da vi havde været sammen 4 år, var vi klar... Og jeg fik lov at blive gravid. Jeg ved, at Lasse mest gjorde det for min skyld. Ikke fordi han ikke ville have børn. Men har var færdig. Hans ligge noget tættere end mine... Og så var han mand. Biologien brændte ikke børnelængsel i hans blod. Det gjorde den i mit!
Jeg blev gravid - men for hver menustration jeg fik, mens vi prøvede, græd jeg af fortvivlelse. For jeg var så bange for, at det var for sent. Da jeg endelig blev gravid, var jeg så lykkelig. Der var slet ikke andet end baby, mens jeg voksede til enorme dimensioner med Harald i maven. Da Lasse spurgte, om jeg ville have børn med ham, sagde han først barn - i ental. Det sagde jeg nej til. Jeg havde allerede to enebørn med 12 år imellem. Og min yngste var 6. Hvis vi skulle have flere måtte det være 2. Tæt på hinanden som søskende! Så de fik glæde og fællesskab af hinanden. Så kom Harald. Og siden skulle naturen gå sin gang. Vi beskyttede os ikke. Men jeg blev heller ikke gravid.
Jeg havde mange ting, jeg ikke gjorde, fordi jeg gerne ville være gravid. Jeg samlede kræfter, jeg blev hjemme, jeg satte livet i stå. Jeg træende ikke, for jeg skulle jo være gravid om lidt, og så var det jo spildt (dumt, jeg ved det), jeg syede ikke, for det kunne jo ikke betale sig at lave tøj, før jeg var færdig med at skulle være gravid, jeg forfulgte ikke drømme, for det var jo bedst med stabilitet og ro, når man skulle have barn igen. Kort sagt jeg holdt vejret på alle mulige måder, mens jeg ventede på de to røde streger.,
Indtil lige efter sommerferien. Harald var lige fyldt to da, jeg testede positiv. Jeg græd af glæde. Verden blev igen en babybobbel. Lige under 3 år imellem: perfekt!! Jeg havde det af pommeren til: kvalme, ondt i den gamle bækken (jeg var jo fyldt 40), og ondt i hele kroppen. Men jeg var så stjerneglad, at jeg nærmest ikke kunne være i min krop. Drømmen inden for rækkevidde. To børn, men samme mand. Og jeg følte at jeg endelig efter 25 år kunne gøre en ende på al den venten på børn! Endelig kunne jeg føle at jeg havde dem, jeg skulle have og komme videre. Jeg havde en følelse af, at hele mit voksenliv havde handlet om børn, jeg ikke fik... Altså jo også om dem jeg fik... men mere om dem, jeg ønskede mig, men ikke fik. Og jeg fortrød mange gange de provokerede aborter i min ungdom. Så nærmest livets grusomme gang som en straf. Følte mig som et offer. Alt dette kunne slutte. Og jeg kunne afslutte det. Jeg var så glad. Altså indtil for 18 dage siden. Hvor jeg begyndte at bløde.
Hele det forløb er en hel anden historie, men denne ligger bag. Hvis du har læst med helt hertil, siger jeg dig tak!
Derfor slog aborten mig ud. Fordi den bar 20 års drømme og 25 års beslutninger med sig. Og fordi jeg pludselig ikke kunne holde vejret mere!
Hvis jeg nu ikke fik det barn. Hvis kroppen nu var for gammel, eller vi bare ikke kunne få flere?? Skulle jeg så hverken træne, danse, drikke, sy eller synge mere?? Jeg trak luft ind på den desperate måde.
De sidste 18 dage har været en blanding af dybe snakke, kærlige kram, ro, og så den vildeste oprydning. I tanker og i liv! For jeg skal ikke holde vejret mere. Jeg ønsker stadig der skal komme et barn og være søskende for Harald og gøre min børnelængsel tavs. Måske kan det ske. Men jeg holder ikke vejret. For jeg skal stadig leve.
Og derfor er jeg tilbage i blogland!! Og jeg håber I læser med!
¨
Så her er jeg. Sparket godt og grundt med hestespark af skæbnen. TRÆK VEJRET, brøler den og sparker mig lige ud i efteråret, favntaget, kreativiteten: LIVET.
Kærlig Hilsen
Skjoldmøen
Og det sker altså ind i mellem - nogen gange ofte, nogen gange med pause.
Det er lidt tid siden jeg er blevet sparket. Og jeg har hvilet skønt i min comfort zone, selv om der har været både bølger og dale i livet alligevel. Men sådan et ordentlig los i røven - det er nogen år siden sidst. Sidst skæbnen, livet og universet sparkede mig ud af kurs, var i 2012. Der blev jeg pludselig skilt. Pludselig fordi jeg troede, at alt var godt. Det var det nok ikke, men for mig var det. Og så pludselig så verden anderledes ud. Og man måtte gentænke valg og prioriteringer. For intet så ud som i går.
Denne gang er jeg igen væltet rundt. Sparket af livet naturlighed og uforudsigelige kræfter. Selve hændelsen - sparket - er egentlig ikke speciel. Men det kan man jo ikke se udefra. For lægevidenskaben og de fleste andre er det måske nok en tragisk begivenhed, men dog nogen man ved kan ske. Men for mig... for mig har det gjort alting anderledes... For mig er det skelsættende og alting er nu anderledes... For mig er der før og efter. Og jeg kan ikke gå tilbage.
For 18 dage siden.
Og det er også springbrættet til denne blog og mange af de ting, som skal skrives om her.
For 18 dage siden troede jeg stadig, at jeg var gravid. For 18 dage siden begyndte jeg at abortere. Selv om jeg ikke vidste, at det var det, jeg gjorde. Jeg vil skrive mere om selv det at aborterer senere.
Men for at forstå hvorfor det at aborterer i 11. uge skulle vende mit liv, for at forstå hvorfor noget, der hænder hver dag og som sker for 20% af alle graviditeter skulle blive skelsættende for mig... der må man have mere med. Det kræver mere historie...
Og den skal I da have!
Før jeg fik Rasmus, som er min ældste, i 1998, fik jeg flere provokerede arborter. Det var ikke nemt. Det var ikke den lette løsning. Men for mig var det rigtigt. Jeg ville ikke have kunnet bærer at skulle have kontakt med i hvert fald den ene af dem, der gjorde mig gravid i 18 år - måske mere. Og jeg var så ung. Første gang skulle jeg have født i april inden min studentereksamen. Og jeg ville så gerne have den eksamen - fordi den var lige som adgangsbilletten til hele voksenlivet, følte jeg.
Hvad jeg ikke gjorde, var at bearbejde! Efter indgrebene løb jeg ud i livet i overhalings banen og skyndte mig videre uden at se tilbage.
Da jeg mødte min første mand, kunne jeg nærmest ikke vente. Kroppen havde været gravid og jeg var så bange for at have mistet min eneste chance for at få børn. Så jeg kastede mig igen ud i det. Om han var klar 22 år gammel? Nej, jeg tror helst, han ville have ventet. Men jeg var nok ikke let at stoppe... Og Rasmus var for mig et ønskebarn. Den ældste i hvad, jeg håbede, ville blive en stor flok. Desværre måtte jeg kort før Rasmus blev to sande, at jeg ikke magtede at leve sammen med hans far. Selv midt i skilsmisse, drømte jeg dog om en søskende til Rasmus. Men skilt blev jeg. 22 år og enlig mor. Mine drømme sank i grus. Jeg drømte om stor familie og "levede lykkelig til deres dages ende". Nu var min virklighed enlig med et barn, mægling i statsamtet og diskussioner om penge og feriedeling med min eksmand.
Men jeg mødte en mand. En smuk mand. Som jeg blev styrtende forelsket i. Han var ikke som nogen, jeg havde kendt før. Rastløs, impulsiv, rejselysten. Jeg var smaskforelsket. Og han gad godt at være sammen med Rasmus. Og det var så langt, jeg tænkte først! For jeg havde aldrig troet, at nogen mand igen gad at holde af mig. Alene. Med et barn. Og et forlist ægteskab i baggagen. Men det gad han. Vi begav os ud i et skønt eventyr af et parforhold. men ikke langt inde i det, begyndte jeg at snakke børn. Han slog det hen. Vi var unge. Skulle vi ikke lige kende hinanden? Skulle vi ikke lige rejse... Og tiden gik. Og vi lærte hinanden at kende og rejste. Og alle omkring os fik børn og Rasmus var enebarn. Og jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke fik børn samtidig med mine veninder, der jo samledes om dem.
Vi blev gift... og så spurgte han. Endelig! efter næsten 10 år! Om vi skulle prøve at få et barn. Jeg var over 30. Og der var intet jeg hellere ville!!
Jeg blev ret hurtig gravid. Vi solgte lejlighed, købte hus. Lige som man skal, når man venter barn!! Og jeg var så mega lykkelig. Der var stadig veninder, der fik eller havde små børn. Og jeg fik lov at få flere.
Vi havde altid sagt, at vi ikke syntes enebørn, var en god ide. To- helt tæt var vores plan. Og vi fik Karl. Skøn, stor, rask. Jeg var så lykkelig. Jeg gik med barnevogn og i mødregruppe og til babygymnastik. Jeg elskede at være i min babybobbel. Og da han var et år, begyndte jeg langsomt at snakke med min mand om en til. Men han havde forandret sig. Han var ikke lykkelig. Han følte sig fanget i hus og bil og baby. Han var ked og havde vel en efterfødselsreaktion. Vi var milevidt fra hinanden. Og vores samliv virkede overhovedet ikke.
Lige omkring Karls 2 års fødselsdag kom min mand hjem fra Studierejse. Han trådte ind af døren med et smil. Så lignede han sekundet efter en, der havde fået en stegpande i hovedet. Hverdagen ramte ham så hårdt, at jeg kunne se det. Han ville skilles. Jeg ville familie - og det virkede bare ikke for ham. Vi stod for langt fra hinanden. Jeg kæmpede! Jeg råbte og kæmpede det bedste, jeg havde lært. Jeg ville så gerne have, at han blev. Og jeg ville så gerne have et barn mere med ham. Jeg vidste jo, at tiden gik. Jeg elskede ham. Men det handlede også om børn. Det endte med at vi blev skilt. Og satte huset til salg.
Jeg fik en lang periode, hvor jeg var modbydelig misundelig. På de andre. På dem, som ikke blev skilt. På dem, som fik lov at få børn. På dem, som fik flere tæt på hinanden. På dem, som selv havde indflydelse på valget. Og i perioder åd det mig op.
Jeg var alene! jeg vidste, at tiden var imod mig. Jeg var 34 og vidste, at jeg ikke kunne være heldig atter at finde en mand, som var med på børn. De fleste havde jo faktisk fået. Da jeg mødte en mand, var det faktisk noget af det første vi snakke om. Han var skøn! En drømmer, en drømmesmed. Han var åben for at finde ud af, hvordan vi skulle lave vores liv uden at holde for meget fast i hans tidligere "plejer". Han var ikke afvisende. Han havde dog tre i forvejen. Så vi startede ligesom tællingen på 5... Da vi havde været sammen 4 år, var vi klar... Og jeg fik lov at blive gravid. Jeg ved, at Lasse mest gjorde det for min skyld. Ikke fordi han ikke ville have børn. Men har var færdig. Hans ligge noget tættere end mine... Og så var han mand. Biologien brændte ikke børnelængsel i hans blod. Det gjorde den i mit!
Jeg blev gravid - men for hver menustration jeg fik, mens vi prøvede, græd jeg af fortvivlelse. For jeg var så bange for, at det var for sent. Da jeg endelig blev gravid, var jeg så lykkelig. Der var slet ikke andet end baby, mens jeg voksede til enorme dimensioner med Harald i maven. Da Lasse spurgte, om jeg ville have børn med ham, sagde han først barn - i ental. Det sagde jeg nej til. Jeg havde allerede to enebørn med 12 år imellem. Og min yngste var 6. Hvis vi skulle have flere måtte det være 2. Tæt på hinanden som søskende! Så de fik glæde og fællesskab af hinanden. Så kom Harald. Og siden skulle naturen gå sin gang. Vi beskyttede os ikke. Men jeg blev heller ikke gravid.
Jeg havde mange ting, jeg ikke gjorde, fordi jeg gerne ville være gravid. Jeg samlede kræfter, jeg blev hjemme, jeg satte livet i stå. Jeg træende ikke, for jeg skulle jo være gravid om lidt, og så var det jo spildt (dumt, jeg ved det), jeg syede ikke, for det kunne jo ikke betale sig at lave tøj, før jeg var færdig med at skulle være gravid, jeg forfulgte ikke drømme, for det var jo bedst med stabilitet og ro, når man skulle have barn igen. Kort sagt jeg holdt vejret på alle mulige måder, mens jeg ventede på de to røde streger.,
Indtil lige efter sommerferien. Harald var lige fyldt to da, jeg testede positiv. Jeg græd af glæde. Verden blev igen en babybobbel. Lige under 3 år imellem: perfekt!! Jeg havde det af pommeren til: kvalme, ondt i den gamle bækken (jeg var jo fyldt 40), og ondt i hele kroppen. Men jeg var så stjerneglad, at jeg nærmest ikke kunne være i min krop. Drømmen inden for rækkevidde. To børn, men samme mand. Og jeg følte at jeg endelig efter 25 år kunne gøre en ende på al den venten på børn! Endelig kunne jeg føle at jeg havde dem, jeg skulle have og komme videre. Jeg havde en følelse af, at hele mit voksenliv havde handlet om børn, jeg ikke fik... Altså jo også om dem jeg fik... men mere om dem, jeg ønskede mig, men ikke fik. Og jeg fortrød mange gange de provokerede aborter i min ungdom. Så nærmest livets grusomme gang som en straf. Følte mig som et offer. Alt dette kunne slutte. Og jeg kunne afslutte det. Jeg var så glad. Altså indtil for 18 dage siden. Hvor jeg begyndte at bløde.
Hele det forløb er en hel anden historie, men denne ligger bag. Hvis du har læst med helt hertil, siger jeg dig tak!
Derfor slog aborten mig ud. Fordi den bar 20 års drømme og 25 års beslutninger med sig. Og fordi jeg pludselig ikke kunne holde vejret mere!
Hvis jeg nu ikke fik det barn. Hvis kroppen nu var for gammel, eller vi bare ikke kunne få flere?? Skulle jeg så hverken træne, danse, drikke, sy eller synge mere?? Jeg trak luft ind på den desperate måde.
De sidste 18 dage har været en blanding af dybe snakke, kærlige kram, ro, og så den vildeste oprydning. I tanker og i liv! For jeg skal ikke holde vejret mere. Jeg ønsker stadig der skal komme et barn og være søskende for Harald og gøre min børnelængsel tavs. Måske kan det ske. Men jeg holder ikke vejret. For jeg skal stadig leve.
Og derfor er jeg tilbage i blogland!! Og jeg håber I læser med!
¨
Så her er jeg. Sparket godt og grundt med hestespark af skæbnen. TRÆK VEJRET, brøler den og sparker mig lige ud i efteråret, favntaget, kreativiteten: LIVET.
Kærlig Hilsen
Skjoldmøen
Kommentarer
Send en kommentar
Giv din egen mening stemme - start debatten, ord skaber handling. Lad dem flyde her