Hestespark

 

Praktik

Og det blev oktober… og ganske få dage inde i den smukke efterårsmåned måtte jeg give op. Jeg var atter udbrændt, selv om jeg havde været tilbage fuld tid på mit job i blot 6 måneder. Jeg græd, når jeg ankom til arbejde, jeg følte mig fanget og kunne ikke se mening med arbejdet eller mig. Jeg blev usikker, træt og ked af det. Og jeg sløsede mere og mere med mine opgaver og prøvede at slippe afsted med så lidt som muligt.

Og så sygemeldte jeg mig heldigvis. Min mand skubbede mig blidt til lægen, som ikke var i tvivl om at jeg var meget stresset. Jeg var faktisk deprimeret. Og jeg blev medicineret i november.

Behøver jeg sige, at det har været en lang, stille vinter, med lange dage i sofaen, gemt fra verden, mens jeg lærte at trække vejret igen. Lærte at mærke igen. Lærte at leve igen. Lidt efter lidt. Alt motivation og lyst var væk. Jeg havde kun lyst til intetsigende tv om franske slotte og havefornyelse og beliggenhed på boliger og chokolade og kaffe og ro. Så jeg sad. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned. Jeg sad. Indtil det begyndte at føles ok at bevæge mig. Så gik jeg tur og sad igen. Indtil jeg kunne rejse mig og tage gå tur og tage et bad og sidde… langsomt, som et barn, lærte jeg at se ind i livet igen. At tage de første skridt tilbage i de levendes land.

Jeg vidste, at det ikke var det rigtige sted for mig, det sted jeg forlod… det var ikke et dårligt sted, det passede bare ikke til mig, og jeg prøvede konstant at passe ned i en kasse med en helt anden form end mig. Og det gjorde mig syg og fik mig til at hade både stedet, jeg arbejdede og den person, jeg var blevet. Heldigvis var min arbejdsplads enig i at vi begge skulle videre. Og jeg fik en opsigelsesaftale, så jeg kunne blive rask, mens jeg stadig havde løn. Det gjorde en utrolig forskel. At jeg vidste, at jeg ikke skulle tilbage.

Men det startede også en ny lavine af myldretanker. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gå tilbage til et arbejde, der lignede det, jeg kom fra, og som jeg i større eller mindre grad havde haft de sidste 18-19 år. Jeg kunne mærke, at de opgaver, der fulgte med undervisning og konfrontationstimer, som det hedder i lærersprog, sled på mig og gjorde mig ked af det. Men hvad skulle jeg så. Hvor skulle jeg hen? Hvad kunne jeg? Skulle jeg uddannes mere? Hvad kunne jeg holde til? Hvordan undgik jeg, at blive syg igen? Hvad skulle der blive af mig? Og hvem var jeg nu, hvor identiteten som lærer ikke længere var min, ikke længere passede? Igen og igen. Nye spørgsmål. Nye blokeringer. Nye bekymringer. Og lavt selvværd.

Hvordan bygger man selvværd op? Hvordan begynder man at stole på sig selv? For mig er processen stadig igang. Den har gået gennem terapi, gåture, samtaler, ærlighed og ro! Især ro. Og en erkendelse af at uanset om jeg er rigtig, dygtig og noget værd, så KAN jeg kun gøre det, der føles rigtigt inden i mig. Hvis det skurrer, så bliver det ved med at skurrer, og hvis jeg stadig bliver og knokler for at får det til at holde op, bliver jeg syg… Jeg ved det. For sygemeldingerne er næsten lige så mange som årene i det sidste årti. Så om jeg har et godt selvværd? Ikke helt. Men jeg tager mig selv alvorligt. Og jeg lytter til mig selv, og ved at jeg må handle på det jeg hører. Fordi jeg ikke kan tåle andet. Fordi det føles bedst. Og fordi jeg med min hjerne ved at det altid er det eneste rigtige.

Hvorfor hedder denne blogpost praktik? Det er da ikke særlig praktisk hvad jeg har skrevet indtil nu?

Det hedder den, fordi jeg naturligvis gennem jobcentret er blevet tilbudt praktik for at komme ind på arbejdsmarkedet igen. De var meget lydhøre overfor, hvad jeg drømte om at arbejde med. Noget med ord, kommunikation, analyse, strategi. Kreativitet. Grin. Og de var også åbne overfor at finde et sted til mig. Men jeg ville så gerne prøve selv. Så det gjorde jeg. Det var ikke nemt.

SÅ til sidst bad jeg om hjælp. Fra universet  OG jobcentret. Og begge dele svarede. Derfor har jeg i går været til et inspirerende møde med et praktiksted, som virkelig passede godt til det, jeg drømmer om. SoMe, skrive artikler, lave pr, kommunikerer og lave nyhedsbreve.

Og om en time skal jeg ned og tale med et andet, som en ven fandt, da hun hørte at jeg ledte efter praktikplads. En lille kreativ business i lokalområdet. VILDT. To praktikker, som begge kan give mig mulighed for at prøve det af, som jeg drømmer om og tror kan være noget for mig. Jeg kan mærke energien i mig ændre sig. Muligheder. Valg, ja bevares, men faktisk føles det som om, jeg vælger mellem to gode ting, og det er jo en luksus, der er få forundt. Jeg vover næsten ikke at drømme om, at det kan være sådan. Måske det kunne blive mit arbejdsliv at være i denne energi, i et kreativt flow, med ord, og farver, kommunikation og grin. Et sted, hvor den jeg er, passede ind, og hvor jeg ikke behøvede at omforme mig eller min skæve hjerne. Tænk hvis der var sådan et sted for mig. En tanke jeg end ikke har turdet tænke før. Tænk at træde ind af døren med hele mig, som jeg virkelig har gjort mig umage for til snakkene om praktik på disse to steder. Tænk at tage hele Stine med på arbejde, som jeg gjorde en gang. Det gyser i mig. Verden åbner sig. Livet inviterer mig op til dans. Jeg kan mærke hvordan brystkassen udvides af lettelsens åndedrag. Jeg åbner mig for universets energi og sætte første fos uden for døren… og som hobbitten Bilbo siger i Ringenes Herre, så er det jo en farlig ting at gøre. Man ved aldrig hvor man ender…