Når det værste sker - Spontan Abort
Når det værste sker - måske er det ikke det værste for alle. Måske er det heller ikke det værste for mig. Men det føles sådan. og især føltes det sådan. Der, da jeg sad midt i det.
Dette indlæg er ikke for svage sjæle. Måske er det kun for dig, som sidder midt i en spontan abort, eller for dig hvis kone, kæreste, elskede sidder midt i en. Jeg manglede det her indlæg, da jeg sad midt i min spontane abort. Og jeg havde brug for at læse om det kropslige på en ikke klinisk måde. For der er masser af statistikker og tal og kliniske informationer om emnet, men i min søgen fandt jeg intet om, hvordan andre havde følt. Måske er det for klamt eller for følsomt at skrive om? Det har i hvert fald taget mig tid at tage mig sammen. Men undervejs tog jeg noter. Ting jeg ville huske at skrive. Så andre ikke skulle gå gennem det helt alene. Og jeg skriver det altså selv om det ikke er den lækreste læsning.
Jeg havde min Bjørn. Men ellers sker mange af disse spontane aborter jo før man har fortalt hele verden, at miraklet venter lige der under ens hjerte. Og derfor bliver det meget alene. Og det er dælme også svært at sige. Jeg havde sagt, at jeg var gravid til et par veninder. Og det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde. For jeg har haft sådan en brug for at tale om det. Hvis alle de tårer og ord skulle have været inden i mig, var jeg sprængt.
Så det første jeg vil sige er: SIG DET! Højt og tit og igen.
Indtil det bliver ok at sige: "Jeg har mistet et barn."
For det har du. Og det er en sorg. Også selv om du kun var 6-8-11 uger henne. Fra det øjeblik jeg så to streger på graviditets testen, var jeg gravid med hud og hår. Udregnede termins datoer, planlagde hvornår jeg skulle gå fra til barsel, var til læge tjek, skrev scanningdatoen i min kalender, tænkte på køn og navne, lurede lige bayudstyret... Det fyldte mig. Jeg aede min mave, jeg fandt graviditetstøjet frem, jeg glædede mig som en vanvittig. Hver gang! Også den første, da jeg kun var 20, hvor jeg dog ikke kunne finde noget frem. men især den sidste. Denne gang var jeg nærmest euforisk.
Derfor var det naturligvis følelsesmæssigt hårdt, fordi hver tanke og drøm bristede med hver dråbe blod, der forlod min krop.
Men der var også andre ting, der gjorde det hårdt. For jeg havde ingen guidning. Jeg var i kontakt med kvindeklinikken i Viborg flere gange. Jeg var til tjek og scanning og blodprøvetagning flere gange end jeg lige kan skelne i det følelsesmæssige stormvejr, der var min uge 41...
Men ingen fortalte mig, hvor voldsomt det var eller skulle blive.
Hvis du har læst med her til, skal du vide at det næste måske bliver lidt voldsomt og ikke særlig flatterende at læse. Det er ment som en hjælp til kvinder, der er i denne situation, og derfor har jeg ikke taget hensyn til andre end dem.
Jeg blødte. Meget! Jeg startede med at have brunligt udflåd, som blev til rødt, frisk blod i løbet af et døgns tid. Så tog det til og jeg fik stærke smerter i underlivet. Jeg har aldrig haft menustrations smerter, men efter hvad jeg har hørt og læst, mindede de første smerter om det.
Men de tog til og blev som veer. Dem kender jeg. De første veer, der bider, dem, der fortæller dig at du er i fødsel. At det er nu! Og det var nu også for mig. Nu jeg forstod, at jeg var igang med at udstøde det barn, som ikke kunne, ikke skulle leve mere.
Og det var så hårdt.
Følelsen, tankerne men også smerterne. I 4 dage havde jeg veer... altså ikke gode veer, der arbejdede for min baby, men lede veer, der bed i min krop - uden udsigt til andet end sorg. Jeg antager, det må ligne den frygtelige oplevelse af at skulle føde et dødsfødt barn.
Jeg blødte sammenlagt i 16 dage. Den første uge så meget at jeg måtte bruge efterfødselsbind på størrelse med voksenbleer og alligevel oplevede, at jeg blødte igennem. Jeg måtte slæbe mig på toilettet i smerte kun for at opdage, at bindet ikke kun var fyldt med blod, men med klumper, der mindede om moderkage, og hårde klumper af væv, som jeg måtte føde for at komme gennem dette. De var store - på størrelse med hønseæg de største.
Og den forfærdelige følelse af at tage bindet af og smide dele af mine drømme i skraldespanden overvandt mig flere gange. Jeg havde lyst til at gemme dem - selv om det lyder klamt, fordi de på mærkelig måde, var det sidste af denne graviditet jeg havde. Og fordi det bare ikke skulle have været sådan. Jeg følte mig på randen af vanvid.
Jeg tog så¨mange smertestillende jeg turde (jeg er kronisk bange for pille - det kan bare ikke være meningen, at livet skal være fyldt med dem) - og alligevel var jeg i seriøse smerter i 4 døgn. Den utrolig dejlige læge, som undersøgte mig sidste gang, jeg var på sygehuset, opfordrede mig til at lade naturen gå sin gang - det var bedst for kroppen, og gav mig også de bedste forudsætninger for at prøve at blive gravid igen. Både medisinsk hjælp og en udskrabning (forfærdeligt ord!!) ville være værre for kroppen og en evt. senere graviditet. Det var lige vand på min hippie-mølle. og jeg var fast besluttet på, at naturen var smart og klog og min krop lige så - og at de begge vidste, hvad de gjorde. Jeg var ikke forberedt på dette. Det var voldsomt. Jeg brugte alt, hvad jeg nogensinde har lært til fødselsforberedelse: bevægede mig, trak vejret... alt mens mine drømme fossede ud i klamme bind mellem mine ben.
Efter en uges tid - talt fra det brunlige udflåd - b lev det bedre og mindede bare om almindelig menstruation. Følelserne tog og tager meget længere for mig. Alligevel var det en lettelse, da blødningen stoppede. Det føltes som en normalisering. Som at starte forfra.
Det er den skindbarlige sandhed. Du har det fra mig. Jeg ved, at hvert forløb er individuelt, men jeg synes virkelig jeg manglede information om, hvad der var i vente. Så hvis du sidder midt i det nu, så ved du det. Og jeg ønsker dig det bedste.
Mens alt dette stod på måtte jeg holde min leder orienteret om sygemelding osv, passe børnene og prøve at finde ud af, hvordan jeg kom videre. Jeg sørger stadig. Og jeg græder stadig.
Noget af det vanskeligste, var faktisk at nå tilbage til min elskede. Måske har alle mænd det sådan, måske er det kun min. Han var slet ikke igang med at skulle være far. Som han selv flere gange i forløbet sagde, så var han ligesom ikke med, før han så billeder på scanning, måske først når han blev sparket i ryggen om natten, måske først når han holdt en baby i armene. Som jeg skrev før, var jeg et helt andet sted - for det var jo fysisk virkeligt for mig.
Så mens jeg blev flået rundt i et smerte og følelsesmæssigt stormvejr, stod han ved siden af - nærmest uhjælpeligt. Han anede ikke, hvordan han skulle hjælpe mig. Og jeg kunne ikke fortælle ham det. Først bagefter kunne vi snakke. Jeg blev vred på han, fordi han ikke sørgede som jeg. For mig var sorgen alt overskyggende, og jeg kunne nærmest ikke værdsætte de børn, som allerede var her og levede, for jeg sørgede over det, jeg havde mistet. Og jeg kunne ikke forstå og ville ikke acceptere, at han ikke var ked af det. Og det var han naturligvis, men han havde det ikke som mig. Han tudbrølede ikke, og han var ikke opslugt af sorg. Han var ked af, at vi havde mistet et barn, og han var ked af det ,jeg måtte gå igennem. Men han var et helt andet sted. Jeg var så bange for, at han var mere lettet end ked. At han måske ikke havde lyst til, at vi skulle prøve igen. Jeg var så bange for, at han ikke sørgede.
Det er jo også en sandhed om parforhold, at begge ikke kan gå gevaldigt ned med flaget på samme tid. Den, der er mindst nede, holder skuden flydende. Således også her - og det var så afgjort han.
Jeg begyndte langsom at forstå ham, og gennem mange snakke og mange knus kom vi langsomt tilbage. Jeg tror, det kan smadre et parforhold at stå der, den ene hjælpeløs og den anden i storvejr. Men heldigvis ikke vores. Og det er jeg taknemmelig for.
Taknemmelighed er faktisk en af vejene ud. Det tror jeg, at jeg må skrive om en gang...
Kære kvinde eller mand, som har fulgt den klamme sandhed helt hertil. Jeg ønsker dig det bedste. Jeg ønsker du kommer godt videre, hvis du netop har været i denne storm eller stået på sidelinjen. Jeg ønsker at du giver dig selv plads og tid til at sørge, og at du også får hjælp til det. Det gør jeg! Både fra nære og udefrakommende. Ellers var jeg blevet vanvittig. Jeg ønsker for dig, at du stadig kan få de børn, du ønsker dig med det menneske, du har valgt til det. Og jeg håber, du har kunnet bruge tanker og beskrivelser her. Det har gjort godt at skrive, i hvert fald. Og husk: SIG DET og DEL DET!
Kærlig Hilsen
Skjoldmøen
Dette indlæg er ikke for svage sjæle. Måske er det kun for dig, som sidder midt i en spontan abort, eller for dig hvis kone, kæreste, elskede sidder midt i en. Jeg manglede det her indlæg, da jeg sad midt i min spontane abort. Og jeg havde brug for at læse om det kropslige på en ikke klinisk måde. For der er masser af statistikker og tal og kliniske informationer om emnet, men i min søgen fandt jeg intet om, hvordan andre havde følt. Måske er det for klamt eller for følsomt at skrive om? Det har i hvert fald taget mig tid at tage mig sammen. Men undervejs tog jeg noter. Ting jeg ville huske at skrive. Så andre ikke skulle gå gennem det helt alene. Og jeg skriver det altså selv om det ikke er den lækreste læsning.
Jeg havde min Bjørn. Men ellers sker mange af disse spontane aborter jo før man har fortalt hele verden, at miraklet venter lige der under ens hjerte. Og derfor bliver det meget alene. Og det er dælme også svært at sige. Jeg havde sagt, at jeg var gravid til et par veninder. Og det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde. For jeg har haft sådan en brug for at tale om det. Hvis alle de tårer og ord skulle have været inden i mig, var jeg sprængt.
Så det første jeg vil sige er: SIG DET! Højt og tit og igen.
Indtil det bliver ok at sige: "Jeg har mistet et barn."
For det har du. Og det er en sorg. Også selv om du kun var 6-8-11 uger henne. Fra det øjeblik jeg så to streger på graviditets testen, var jeg gravid med hud og hår. Udregnede termins datoer, planlagde hvornår jeg skulle gå fra til barsel, var til læge tjek, skrev scanningdatoen i min kalender, tænkte på køn og navne, lurede lige bayudstyret... Det fyldte mig. Jeg aede min mave, jeg fandt graviditetstøjet frem, jeg glædede mig som en vanvittig. Hver gang! Også den første, da jeg kun var 20, hvor jeg dog ikke kunne finde noget frem. men især den sidste. Denne gang var jeg nærmest euforisk.
Derfor var det naturligvis følelsesmæssigt hårdt, fordi hver tanke og drøm bristede med hver dråbe blod, der forlod min krop.
Men der var også andre ting, der gjorde det hårdt. For jeg havde ingen guidning. Jeg var i kontakt med kvindeklinikken i Viborg flere gange. Jeg var til tjek og scanning og blodprøvetagning flere gange end jeg lige kan skelne i det følelsesmæssige stormvejr, der var min uge 41...
Men ingen fortalte mig, hvor voldsomt det var eller skulle blive.
Hvis du har læst med her til, skal du vide at det næste måske bliver lidt voldsomt og ikke særlig flatterende at læse. Det er ment som en hjælp til kvinder, der er i denne situation, og derfor har jeg ikke taget hensyn til andre end dem.
Jeg blødte. Meget! Jeg startede med at have brunligt udflåd, som blev til rødt, frisk blod i løbet af et døgns tid. Så tog det til og jeg fik stærke smerter i underlivet. Jeg har aldrig haft menustrations smerter, men efter hvad jeg har hørt og læst, mindede de første smerter om det.
Men de tog til og blev som veer. Dem kender jeg. De første veer, der bider, dem, der fortæller dig at du er i fødsel. At det er nu! Og det var nu også for mig. Nu jeg forstod, at jeg var igang med at udstøde det barn, som ikke kunne, ikke skulle leve mere.
Og det var så hårdt.
Følelsen, tankerne men også smerterne. I 4 dage havde jeg veer... altså ikke gode veer, der arbejdede for min baby, men lede veer, der bed i min krop - uden udsigt til andet end sorg. Jeg antager, det må ligne den frygtelige oplevelse af at skulle føde et dødsfødt barn.
Jeg blødte sammenlagt i 16 dage. Den første uge så meget at jeg måtte bruge efterfødselsbind på størrelse med voksenbleer og alligevel oplevede, at jeg blødte igennem. Jeg måtte slæbe mig på toilettet i smerte kun for at opdage, at bindet ikke kun var fyldt med blod, men med klumper, der mindede om moderkage, og hårde klumper af væv, som jeg måtte føde for at komme gennem dette. De var store - på størrelse med hønseæg de største.
Og den forfærdelige følelse af at tage bindet af og smide dele af mine drømme i skraldespanden overvandt mig flere gange. Jeg havde lyst til at gemme dem - selv om det lyder klamt, fordi de på mærkelig måde, var det sidste af denne graviditet jeg havde. Og fordi det bare ikke skulle have været sådan. Jeg følte mig på randen af vanvid.
Jeg tog så¨mange smertestillende jeg turde (jeg er kronisk bange for pille - det kan bare ikke være meningen, at livet skal være fyldt med dem) - og alligevel var jeg i seriøse smerter i 4 døgn. Den utrolig dejlige læge, som undersøgte mig sidste gang, jeg var på sygehuset, opfordrede mig til at lade naturen gå sin gang - det var bedst for kroppen, og gav mig også de bedste forudsætninger for at prøve at blive gravid igen. Både medisinsk hjælp og en udskrabning (forfærdeligt ord!!) ville være værre for kroppen og en evt. senere graviditet. Det var lige vand på min hippie-mølle. og jeg var fast besluttet på, at naturen var smart og klog og min krop lige så - og at de begge vidste, hvad de gjorde. Jeg var ikke forberedt på dette. Det var voldsomt. Jeg brugte alt, hvad jeg nogensinde har lært til fødselsforberedelse: bevægede mig, trak vejret... alt mens mine drømme fossede ud i klamme bind mellem mine ben.
Efter en uges tid - talt fra det brunlige udflåd - b lev det bedre og mindede bare om almindelig menstruation. Følelserne tog og tager meget længere for mig. Alligevel var det en lettelse, da blødningen stoppede. Det føltes som en normalisering. Som at starte forfra.
Det er den skindbarlige sandhed. Du har det fra mig. Jeg ved, at hvert forløb er individuelt, men jeg synes virkelig jeg manglede information om, hvad der var i vente. Så hvis du sidder midt i det nu, så ved du det. Og jeg ønsker dig det bedste.
Mens alt dette stod på måtte jeg holde min leder orienteret om sygemelding osv, passe børnene og prøve at finde ud af, hvordan jeg kom videre. Jeg sørger stadig. Og jeg græder stadig.
Noget af det vanskeligste, var faktisk at nå tilbage til min elskede. Måske har alle mænd det sådan, måske er det kun min. Han var slet ikke igang med at skulle være far. Som han selv flere gange i forløbet sagde, så var han ligesom ikke med, før han så billeder på scanning, måske først når han blev sparket i ryggen om natten, måske først når han holdt en baby i armene. Som jeg skrev før, var jeg et helt andet sted - for det var jo fysisk virkeligt for mig.
Så mens jeg blev flået rundt i et smerte og følelsesmæssigt stormvejr, stod han ved siden af - nærmest uhjælpeligt. Han anede ikke, hvordan han skulle hjælpe mig. Og jeg kunne ikke fortælle ham det. Først bagefter kunne vi snakke. Jeg blev vred på han, fordi han ikke sørgede som jeg. For mig var sorgen alt overskyggende, og jeg kunne nærmest ikke værdsætte de børn, som allerede var her og levede, for jeg sørgede over det, jeg havde mistet. Og jeg kunne ikke forstå og ville ikke acceptere, at han ikke var ked af det. Og det var han naturligvis, men han havde det ikke som mig. Han tudbrølede ikke, og han var ikke opslugt af sorg. Han var ked af, at vi havde mistet et barn, og han var ked af det ,jeg måtte gå igennem. Men han var et helt andet sted. Jeg var så bange for, at han var mere lettet end ked. At han måske ikke havde lyst til, at vi skulle prøve igen. Jeg var så bange for, at han ikke sørgede.
Det er jo også en sandhed om parforhold, at begge ikke kan gå gevaldigt ned med flaget på samme tid. Den, der er mindst nede, holder skuden flydende. Således også her - og det var så afgjort han.
Jeg begyndte langsom at forstå ham, og gennem mange snakke og mange knus kom vi langsomt tilbage. Jeg tror, det kan smadre et parforhold at stå der, den ene hjælpeløs og den anden i storvejr. Men heldigvis ikke vores. Og det er jeg taknemmelig for.
Taknemmelighed er faktisk en af vejene ud. Det tror jeg, at jeg må skrive om en gang...
Kære kvinde eller mand, som har fulgt den klamme sandhed helt hertil. Jeg ønsker dig det bedste. Jeg ønsker du kommer godt videre, hvis du netop har været i denne storm eller stået på sidelinjen. Jeg ønsker at du giver dig selv plads og tid til at sørge, og at du også får hjælp til det. Det gør jeg! Både fra nære og udefrakommende. Ellers var jeg blevet vanvittig. Jeg ønsker for dig, at du stadig kan få de børn, du ønsker dig med det menneske, du har valgt til det. Og jeg håber, du har kunnet bruge tanker og beskrivelser her. Det har gjort godt at skrive, i hvert fald. Og husk: SIG DET og DEL DET!
Kærlig Hilsen
Skjoldmøen
Kommentarer
Send en kommentar
Giv din egen mening stemme - start debatten, ord skaber handling. Lad dem flyde her