Praktik
Og det blev
oktober… og ganske få dage inde i den smukke efterårsmåned måtte jeg give op.
Jeg var atter udbrændt, selv om jeg havde været tilbage fuld tid på mit job i
blot 6 måneder. Jeg græd, når jeg ankom til arbejde, jeg følte mig fanget og
kunne ikke se mening med arbejdet eller mig. Jeg blev usikker, træt og ked af
det. Og jeg sløsede mere og mere med mine opgaver og prøvede at slippe afsted
med så lidt som muligt.
Og så
sygemeldte jeg mig heldigvis. Min mand skubbede mig blidt til lægen, som ikke
var i tvivl om at jeg var meget stresset. Jeg var faktisk deprimeret. Og jeg
blev medicineret i november.
Behøver jeg
sige, at det har været en lang, stille vinter, med lange dage i sofaen, gemt fra
verden, mens jeg lærte at trække vejret igen. Lærte at mærke igen. Lærte at leve
igen. Lidt efter lidt. Alt motivation og lyst var væk. Jeg havde kun lyst til
intetsigende tv om franske slotte og havefornyelse og beliggenhed på boliger og
chokolade og kaffe og ro. Så jeg sad. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter
måned. Jeg sad. Indtil det begyndte at føles ok at bevæge mig. Så gik jeg tur
og sad igen. Indtil jeg kunne rejse mig og tage gå tur og tage et bad og sidde…
langsomt, som et barn, lærte jeg at se ind i livet igen. At tage de første
skridt tilbage i de levendes land.
Jeg vidste, at det ikke var det rigtige sted for mig, det sted jeg forlod… det var ikke et dårligt sted, det
passede bare ikke til mig, og jeg prøvede konstant at passe ned i en kasse med
en helt anden form end mig. Og det gjorde mig syg og fik mig til at hade både
stedet, jeg arbejdede og den person, jeg var blevet. Heldigvis var min
arbejdsplads enig i at vi begge skulle videre. Og jeg fik en opsigelsesaftale, så jeg kunne blive rask, mens
jeg stadig havde løn. Det gjorde en utrolig forskel. At jeg vidste, at jeg ikke
skulle tilbage.
Men det startede
også en ny lavine af myldretanker. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gå tilbage til
et arbejde, der lignede det, jeg kom fra, og som jeg i større eller mindre grad
havde haft de sidste 18-19 år. Jeg kunne mærke, at de opgaver, der fulgte med
undervisning og konfrontationstimer, som det hedder i lærersprog, sled på mig
og gjorde mig ked af det. Men hvad skulle jeg så. Hvor skulle jeg hen? Hvad
kunne jeg? Skulle jeg uddannes mere? Hvad kunne jeg holde til? Hvordan undgik
jeg, at blive syg igen? Hvad skulle der blive af mig? Og hvem var jeg nu, hvor
identiteten som lærer ikke længere var min, ikke længere passede? Igen og igen.
Nye spørgsmål. Nye blokeringer. Nye bekymringer. Og lavt selvværd.
Hvordan
bygger man selvværd op? Hvordan begynder man at stole på sig selv? For mig er
processen stadig igang. Den har gået gennem terapi, gåture, samtaler, ærlighed
og ro! Især ro. Og en erkendelse af at uanset om jeg er rigtig, dygtig og noget
værd, så KAN jeg kun gøre det, der føles rigtigt inden i mig. Hvis det skurrer,
så bliver det ved med at skurrer, og hvis jeg stadig bliver og knokler for at
får det til at holde op, bliver jeg syg… Jeg ved det. For sygemeldingerne er
næsten lige så mange som årene i det sidste årti. Så om jeg har et godt
selvværd? Ikke helt. Men jeg tager mig selv alvorligt. Og jeg lytter til mig
selv, og ved at jeg må handle på det jeg hører. Fordi jeg ikke kan tåle andet.
Fordi det føles bedst. Og fordi jeg med min hjerne ved at det altid er det
eneste rigtige.
Hvorfor
hedder denne blogpost praktik? Det er da ikke særlig praktisk hvad jeg har skrevet
indtil nu?
Det hedder
den, fordi jeg naturligvis gennem jobcentret er blevet tilbudt praktik for at
komme ind på arbejdsmarkedet igen. De var meget lydhøre overfor, hvad jeg drømte
om at arbejde med. Noget med ord, kommunikation, analyse, strategi.
Kreativitet. Grin. Og de var også åbne overfor at finde et sted til mig. Men
jeg ville så gerne prøve selv. Så det gjorde jeg. Det var ikke nemt.
SÅ til sidst
bad jeg om hjælp. Fra universet OG jobcentret. Og begge dele svarede. Derfor
har jeg i går været til et inspirerende møde med et praktiksted, som virkelig
passede godt til det, jeg drømmer om. SoMe, skrive artikler, lave pr,
kommunikerer og lave nyhedsbreve.
Og om en
time skal jeg ned og tale med et andet, som en ven fandt, da hun hørte at jeg
ledte efter praktikplads. En lille kreativ business i lokalområdet. VILDT. To
praktikker, som begge kan give mig mulighed for at prøve det af, som jeg drømmer
om og tror kan være noget for mig. Jeg kan mærke energien i mig ændre sig.
Muligheder. Valg, ja bevares, men faktisk føles det som om, jeg vælger mellem to
gode ting, og det er jo en luksus, der er få forundt. Jeg vover næsten ikke at
drømme om, at det kan være sådan. Måske det kunne blive mit arbejdsliv at være i
denne energi, i et kreativt flow, med ord, og farver, kommunikation og grin. Et
sted, hvor den jeg er, passede ind, og hvor jeg ikke behøvede at omforme mig eller
min skæve hjerne. Tænk hvis der var sådan et sted for mig. En tanke jeg end
ikke har turdet tænke før. Tænk at træde ind af døren med hele mig, som jeg
virkelig har gjort mig umage for til snakkene om praktik på disse to steder. Tænk at tage
hele Stine med på arbejde, som jeg gjorde en gang. Det gyser i mig. Verden
åbner sig. Livet inviterer mig op til dans. Jeg kan mærke hvordan brystkassen
udvides af lettelsens åndedrag. Jeg åbner mig for universets energi og sætte
første fos uden for døren… og som hobbitten Bilbo siger i Ringenes Herre, så er
det jo en farlig ting at gøre. Man ved aldrig hvor man ender…
Kommentarer
Send en kommentar
Giv din egen mening stemme - start debatten, ord skaber handling. Lad dem flyde her